Geoextractor

Fra Geowiki
Skift til: Navigation, Søgning

Geoextractor er et populært ord for et særligt værktøj som geocachere bruger til at hente og genplacere cacher som er uden for rækkevidde. For det meste er der tale om mikrocacher.

En geoextractor består først og fremmest af en flere meter lang pind. I den ene ende af pinden er der en anordning der kan bruges til at få fat i cachen og holde på den. Anordningen kan være et stykke dobbeltklæbende tape, en magnet, en holder af en slags, eller en gribeklo som kan betjenes fra den anden ende af pinden.

Nogle bruger en golfboldopsamler med teleskopstang som geoextractor. Den kan ofte bruges uden videre, og den kan også ombygges. Andre bruger hjemmelavede konstruktioner af forskellig art.

Når en geocache er placeret så utilgængeligt at der normalt skal bruges en geoextractor til at få fat i den og genplacere den, vil det normalt afspejles i en høj terrænsværhedsgrad i anledning af behovet for specialudstyr. Desuden vil cachebeskrivelsen ofte advare om den særlige situation.

Selve ordet geoextractor er en sammentrækning af geocache extractor. Extractor kommer af det engelske ord extract, som betyder at trække ud. Navnet ville måske have været mere rammende som betegnelse på specialværktøj der er beregnet til at trække en mikrocache ud af et hul (fx en cykeleger), men sådan har jargonen ikke udviklet sig.

Pleasant Distractions #17 - Herlev bymidte er et eksempel på en cache som kræver brug af Geoextractor. Placering af cacher i toppen af lygtepæle og lignende steder er i dag så almindelig forekommende, at en geoextractor må anbefales som standard-udstyr til geocaching.

Se også artiklen om stiger.